Lånehundene

Ud over de før omtalte hunde, jeg har været i besiddelse af, er der flere ”lånehunde”, som jeg føler behov for at nævne.

LAIKA

Den første er Laika (Jinx of Croft/Minke), der ligesom Sandie blev hentet hos Erling Kjær Pedersen. Laika havde jeg også en del fornøjelse af at træne og hun blev tilbage i 1976 bedste unghund på den første B-prøve, jeg deltog i. Laika var en dejlig hund at arbejde med, men vores renovering af huset tog jo meget tid og hun boede ikke hos os, idet det var min søsters hund.

WHIMPY

Den anden hund er Van Dango Mocca Whimpy (Earlsworth Firecrest/Drinan Duchess), som jeg havde fornøjelsen af at have boende i godt et par år, mens Rud og Margot (kennel Van Dango) var i Nepal. Whimpy var en særdeles kvik og morsom hund, der gerne ville arbejde – blev præmieret på A-prøve og samtidig gjorde det godt i udstillingsringen.

NANA

Benthe og Prebens Whimpy’s Alone, (fra mit første hvalpekuld – se stamtavle her ) passede jeg ind imellem og det blev – ud over fornøjelsen ved at følge mit eget opdræt – til en bestået brugsprøve.

BLACKIE

Whimpy’s Call Me The Breeze (se stamtavle her), der blev Benthe og Prebens næste hvalp, havde et herligt temperament og jeg fik også stor glæde af at passe hende gennem hendes 12 årig liv.

NIGHTY

Whimpy’s Bring On The Night (se stamtavle her) var både udstillingspræmieret og havde bestået sin brugsprøve, inden hun flyttede hjemmefra, så hun har også sat sine fine spor hos mig.

WINDY

Joan og Pers Whimpy’s Blow The Wind Southerly (søster til Nighty) har jeg jo egentlig aldrig lånt, men jeg har haft fornøjelsen af at være på jagt sammen med hende flere gange og desuden på udstilling, hvor hun har opnået fine præmieringer.

BIDDIE

Whimpy’s Bright Lights (kuldsøster til Nighty og Windy) havde jeg fornøjelsen af at låne lidt og føre på udstilling, hvor hun fik certifikat.

CHARLIE

Whimpy’s Checkpoint Charlie (se stamtavle her), som tilhørte Jytte og Peter, har jeg haft et stort hjerte for. Han bestod sin brugsprøve den dag han blev otte måneder og flyttede først hjemmefra derefter. Ham havde jeg jævnligt kontakt med gennem hele hans 12 årige liv og det bånd vi opbyggede, da han var hvalp, forsvandt aldrig.

RADAR

Jeg var så heldig, at jeg fik lov at låne Birkebo Robidi Radar af Anette Larsen i en periode, hvor jeg ingen hund havde. Ham trænede jeg til at bestå brugsprøven, inden han kom til et nyt hjem.

CHANTO

Den sidste hund, jeg ikke kan lade være med at nævne, tilhører også Jytte og Peter, nemlig Comics Blue Diamond Waltz. Ham travede jeg mange ture med og havde jeg stor fornøjelse af at låne i perioden, hvor jeg ventede på Smilla. En herlig hund med et dejligt temperament. Ham fik jeg lov at træne, så han bestod Danmarks Jægerforbunds apporteringsprøve.

Jeg er utrolig taknemmelig for den tillid, ejerne til de forskellige hunde har vist mig, ved at låne mig deres hunde.